Malene Sønderskov. Publiceret i Altinget,dk

Dokumentation for effekt. Processer for intern læring. Bæredygtighed. Sammenhæng til bredere samfundsindsatser indenfor, klima, ligestilling, social retfærdighed. Innovation. Strategiske samarbejder med andre aktører.

Listen af krav til danske civilsamfundsorganisationer, der søger om støtte ved danske og udenlandske donorer og fonde, er lang og voksende.

Det er ikke nok at have en god ide og et godt hjerte. Donor-finansierede projekter skal helst bidrage til langsigtet forandring, levere nye og kreative svar på samfundets udfordringer, dokumentere effekt og ske i synergi med andre indsatser.

De voksende krav forudsætter imidlertid, at organisationerne har ressourcer og kompetencer til at opfange og tilpasse sig skiftende politiske, økonomiske og sociale landskaber, indsamle og analysere data og løbende tilpasse indsatsen efter de resultater, de skaber, og den kontekst, de arbejder i.

Kompetencer, som ikke bare kan tages for givet.

For at kunne leve op til de mange krav og forventninger må organisationerne have viden og indsigt, værktøjer og ressourcer, der er nødvendige for at skabe succes.

Hvad enten det drejer sig om at hjælpe psykisk sårbare eller socialt udsatte borgere i Danmark eller om hjælp til omstilling til en tørkeresistent fødevareproduktion i Sahel-regionen.

Det kræver effektiv styring af økonomi og frivillige samt evne til at fastholde dygtigt personale. Og så kræver det en ledelse, der kan fastholde en klar strategisk vision, klar kommunikation af mål og evne til at engagere såvel bestyrelse som personale, så alle trækker i samme retning.

Desværre er det ofte ikke organisationernes kompetenceudvikling, donorerne er interesserede i at finansiere. Blandt andet derfor risikerer civilsamfundsorganisationer at blive fanget i noget, der kan udvikle sig til en spiral i nedadgående retning.

Donorer foretrækker typisk – og umiddelbart meget fornuftigt – at støtte projekter og programmer direkte, sådan at så mange midler som muligt går direkte til den udsatte målgruppe, projektet er tænkt til at gavne.

Samtidig vurderer mange donorer og bidragsydere umiddelbart en organisations effektivitet på, hvor lille en del af budgettet der er afsat til overhead snarere end på deres resultater eller den effekt, organisationen har skabt.

Det får naturligvis ansøgerne til at minimere udgifterne i budgettet til det overhead, der ellers skal gå til at forstå, hvordan og hvornår de bedst bidrager til den forandring, de ønsker at skabe. Og til udvikling og vedligehold af den tekniske viden, den indsigt, de værktøjer og ressourcer, der er nødvendige for at skabe og fastholde succes.

Dermed underrapporterer ngo’erne de reelle omkostninger. Og medvirker selv til at skabe urealistiske forventninger, som så igen risikerer at forplante sig i donorernes fremtidige krav og forventninger til, hvad organisationerne kan levere.

Når civilsamfundsorganisationer minimerer deres overhead-omkostninger, kan de imidlertid være nødt til at underpræstere og pynte lidt på rapporteringen i håb om, at donoren ikke opdager det. Så snyder vi alle hinanden, og alle taber.

En anden konsekvens kan være, at de må undlade at investere i de ressourcer og den viden, der skal gøre dem i stand til at honorere voksende krav og øget kompleksitet i projekterne, dokumentere effekt og tiltrække ny finansiering.

Det svarer lidt til at save den gren over, man selv sidder på. For resultatet kan nemt blive en cyklus af underfinansiering og forringet eller utilstrækkelig kapacitet, der så igen medvirker til mere utilstrækkelig finansiering til essentielle driftsbehov.

Underfinansiering er imidlertid langt fra kun civilsamfundsorganisationernes eget problem. Civilsamfundsorganisationer i Danmark og udlandet spiller en central rolle i at række ud til mennesker og lokalsamfund, som myndigheder og offentlige ydelser har svært ved at nå.

De bidrager til at holde myndigheder ansvarlige for den gældende lovgivning og vedtagne politikker. De har en fleksibilitet til at tænke nyt, som offentlige myndigheder ofte ikke har.

De peger på samfundsproblemer, bidrager til centrale debatter og giver en stemme til grupper, der ellers ikke deltager i den offentlige debat.

Men civilsamfundsorganisationer, der må underinvestere i deres ‘organisatoriske infrastruktur’, risikerer også at have svært ved at tiltrække talent, innovere og skalere deres effekt. Ikke kun til skade for de projekter, de har fået finansiering til af eksterne donorer.

Men også til skade for den rolle, de spiller som ‘demokratisk og social lim’ mellem et formelt demokratisk politisk system og en offentlig sektor og de borgere, der kan have svært ved at tro på eller drage nytte af tilbud, den offentlige sektor leverer.

Så måske vi alle ville have gavn af at få afsluttet diskussionen om, hvordan en grundfinansiering til civilsamfundsorganisationer skal se ud?

En diskussion som NGOernes brancheorganisation og Frivilligrådet lancerede allerede i 2020, men som mange NGOer stadig venter på at se resultatet af.

Supplerende kunne vi måske også diskutere om kravene til nogle civilsamfundsorganisationer simpelthen er for høje, og dermed sænke ambitionsniveauet lidt?