Af Malene Sønderskov. Publiceret i Altinget,dk

Ifølge den amerikanske præsiden Donald Trump var 2. april ‘liberation day’.

Her lancerede han en global toldkrig under påskud af at beskytte den indenlandske økonomi og sætte ‘America first’. Resultatet er i skrivende stund en enorm usikkerhed i hele det globale marked, en brandbeskatning af kineserne og en generel toldsats på ti procent til resten af verden.

Tolden og den usikkerhed, som Det Hvide Hus i Washington skaber med en ‘rutchebane-politik’ af skiftende meldinger, er en stor belastning for verdens fattigste lande.

I lande som Cambodia, Indonesien og Indien, der producerer tøj, sko og elektronik til det amerikanske marked, risikerer toldsatser og skiftende meldinger at lægge fabrikker øde og føre til øget fattigdom for arbejdere, hvis indtægt i forvejen var begrænset.

I en situation, hvor der er kamp om arbejdspladserne, lægger det blot endnu mere pres på de fagforeninger, der kæmper for rimelige arbejdsvilkår og for de fabrikker, der lige nu melder tilbage, at de er umuligt at forudse, hvor mange ordrer de får, og hvor mange mennesker, de må fyre.

En global verdenshandelskrig er imidlertid ikke det eneste, som fattige mennesker verden over må slås med. Klimaforandringer truer økosystemer, landbrugsproduktion og fødevaresikkerhed. Det bidrager til fejlernæring, trækker piger ud af skolen og sender unge drenge i armene på militser, hvor de kan tjene lidt penge eller få et måltid mad.

Samtidig underminerer tech-giganter den demokratiske debat ved at monopolisere sociale medier og tillade falske nyheder, så tvivl om, hvorvidt der findes ‘fakta’, som vi kan føre en fælles samtale om, og ved at give plads til hadtale vendt mod kvinder og minoritetsgrupper.

Menneskerettigheder trædes under fode og folkedrab finder sted, uden at nogen kan eller vil gribe ind. I sådan en situation er det måske naturligt nok, at internationale bistandsorganisationer forsøger at holde modet oppe hos os alle og fremhæve deres indsatser – på trods af de meget store og stærke kræfter, som de er oppe imod.

Her kan man læse, hvordan de hver især arbejder på at bidrage til systemiske forandringer, der kan sikre flere rettigheder, større fødevaresikkerhed eller bedre arbejdsvilkår for verdens fattige ved at organisere og mobilisere folkelige bevægelser, støtte politisk lobby- og kampagnearbejde og styrke samarbejde mellem forskellige civilsamfund, den private sektor og offentlige myndigheder.

I en verden, hvor Trump, tech-giganter og stigende temperaturer er uhyggelige modstandere at være oppe imod, kan det være endog meget ambitiøse mål at sætte sig.

For selv om en verden i bak-gear måske netop understreger vigtigheden af at holde fast i visionen og værdierne om en mere retfærdig verden, så risikerer ambitionerne også at skabe nogle urealistiske forventninger – både hos donorerne og hos organisationerne selv, som det kan være vanskeligt at honorere og måske ligefrem hæmmer samtalen om, hvad bistand realistisk kan bidrage med i bestemte kontekster.

Som evaluator har jeg flere gange oplevet skuffelsen hos organisationer, når et eksternt review eller en evaluering har konkluderet, at det ikke kan påvises, at den situation, deres arbejde har forsøgt at påvirke, er blevet mindre uretfærdig, ført til mindre fattigdom, mindre ulighed eller større resiliens mod klimaforandringer.

Er indsatsen så slået fejl?

Ja. I hvert fald hvis ambitionen og målestokken fortsat er systemisk forandring og fremgang.

Men ligesom læger, der arbejder med smertelindring og ikke nødvendigvis har som mål at gøre dødeligt syge patienter raske, så kan bistandsarbejdet også have andre mål end fremskridt.

Anlægger man en målestok, hvor effekt også kan være at fastholde status quo eller at forsinke de tilbageskridt, som Trump, tech-giganter og tropiske stormvejr skaber, så gør bistanden alligevel gavn.

Det er ikke nødvendigvis som forbedringer i menneskers levevilkår, men som et forsøg på at afbøde konsekvenserne af faktorer, vi ikke er herrer over.

Hvorfor fremgår det ikke tydeligere af de årsrapporter, som bistandsorganisationer hvert år udgiver?

Det er der sikkert flere forklaringer på. Én er, at vi – også uden for bistandsbranchen – er så vandt til at se på udvikling som fremskridt. Vi forventer ganske enkelt at levevilkår forbedres fra en generation til den næste. Andet er nærmest utænkelige.

En anden forklaring er, at udviklingsorganisationer lever af gode historier. Og gode historier er lig med forbedringer.

En tredje er, at de internationale donorer sætter en dagsorden, man som civilsamfundsorganisation skal finde sin plads i og reagere på for at være ‘relevant’.

Således er der ingen organisationer, der ikke beskriver, hvordan de på den ene eller den anden måde bidrager til at fremme FN’s verdensmål om at afskaffe sult og fattigdom, sikre ret vand og uddannelse til alle.

Bagsiden af det er imidlertid, at vi risikerer en debat om bistanden og dens effekter, som tegner et urealistisk billede af bistandens virkninger, ikke sætter resultaterne ind i konteksten og ikke for alvor bruger den forståelse strategisk og fremadrettet.

Men netop det er måske vigtigere end nogensinde, når vi nu befinder os i en situation, hvor klimaforandringer, præsidenten i Det Hvide Hus og tech-giganter vender op og ned på den verdensorden, som vi har levet med i 80 år.